Musikken
Fra ballader til reels: sådan fandt skotsk folkemusik vej til bordet
Hvad musikerne mener med en ballade, hvor melodierne blev indsamlet, og hvorfor en folkeaften kan være lige så meget samtale som sang.
Reservér din aften ↗Hurtigt svar
Skotsk folkemusik er en tradition i flere lag: fortællende sange, der er gået videre fra mund til mund, dansemelodier spillet på fiddle og senere accordion, og en genoplivning i midten af det 20. århundrede, der sendte indsamlere ud med båndoptagere. Wikipedia fortæller, at ballader forblev mundtlige, indtil indsamlere i det 18. århundrede trykte dem, at Francis James Childs bind fra 1882 til 1892 formede senere repertoirer, og at School of Scottish Studies åbnede i Edinburgh i 1951. En aften, der spænder fra ballader til livlige sange, fører dig gennem disse lag, og derfor fremhæver bookingsiden historierne bag sangene.
Traditionens fire lag
| Hvad det er | I rekorden | |
|---|---|---|
| Ballader | Sange med historier, der er gået i arv fra mund til mund | Trykt af samlere fra det 18. århundrede, siger Wikipedia |
| Dansemelodier | Reels, strathspeys og anden spillemandsmusik | Niel Gow og hans søn komponerede hundredvis af melodier |
| Harmonika | En nyere stemme i highlanddansorkestre | Centralt for highlanddansene fra 1920'erne, siger Wikipedia |
| Genoplivningen | Samlere, festivaler og folkeklubber | The School of Scottish Studies går tilbage til 1951 |
Hvad en ballade er
I skotsk sprogbrug er en ballade en historie fortalt på vers og sunget til en enkel melodi, ofte om kærlighed, svig, kamp eller det overnaturlige. Wikipedia fortæller, at disse sange forblev i mundtlig tradition, indtil samlere i 1700-tallet, såsom biskop Thomas Percy, begyndte at udgive dem, og den peger på feerne i Tam Lin som bevis på ældre, førkristne temaer. Formen passer til et bord med to musikere, fordi ordene bærer interessen, og en guitar eller et harmonika kan støtte dem diskret. Når en optrædende holder en pause for at forklare, hvem personerne var, rammer sangen hårdere, og det er det mønster, som booking-siden beskriver.
Child, Greig og de første samlere
I slutningen af 1800-tallet kom en mere videnskabelig første genoplivning. Wikipedia tilskriver Francis James Childs otte bind med engelske og skotske folkeviser, udgivet fra 1882 til 1892, at have formet, hvad senere sangere valgte at fremføre, og fortæller, at Gavin Greig indsamlede mere end tusind sange, fortrinsvis i Aberdeenshire. Ingen af de to var udøvende i moderne forstand, men deres bøger leverede de tekster, som folksangere stadig trækker på. Hvis en musiker ved dit bord præsenterer en ballade ved navn, er der en god chance for, at dens ord blev nedskrevet af en samler som disse.
Reels, strathspeys og fiddlen
Wikipedia nævner reels og strathspeys blandt Skotlands danse-tunetyper og udpeger Niel Gow og hans søn Nathaniel som komponister til hundredvis af fiddle-tunes og variationer. James Scott Skinner fik tilnavnet Strathspey King. Fiddle'ens dybe rødder ses i en note fra 1703, hvor den rejsende Martin Martin talte atten fiddle-spillere alene på øen Lewis. En ceilidh i moderne forstand er bygget på denne musik, da Ceilidh-artiklen på Wikipedia beskriver sæt og pardanse til skotske tunes. En siddende aften låner repertoiret uden dansen.
Harmonikaen ankommer
Harmonikaen har en kortere historie i Skotland end violinen. Wikipedia siger, at den blev central for highlandballer og -danse fra 1920'erne, og i dag er den en fast bestanddel af bands. I en duo med en guitar spiller den to roller på én gang, idet den bærer melodien og holder rytmen, hvilket får to personer til at lyde som et lille band. Booking-sidens eget fotografi viser netop dette par, en guitarist og en harmonikaspiller, der spiller for de spisende gæster.
ceilidh
Wikipedia sporer ordet til et oldirsk udtryk for en ledsager og fortæller, at det på gælisk kom til at betyde et besøg. Oprindeligt var en ceilidh enhver social sammenkomst, ofte en litterær aften med historiefortælling, poesi, ballader, sange og ordsprog, arrangeret af husets herre. Senere overtog dansen navnet. Den ældre betydning ligger tættere på det, en folkemusikmiddag tilbyder: en aften med sange og fortællinger, hvor folk samles omkring et bord, selv om ingen rejser sig for at danse.
Efterkrigstidens genopblomstring
Efter Anden Verdenskrig forblev traditionel musik stærkere i Skotland end i England, skriver Wikipedia. School of Scottish Studies åbnede på University of Edinburgh i 1951. Hamish Henderson, beskrevet som en katalysator for genoplivningen, guidede den amerikanske folklorist Alan Lomax rundt i Skotland i 1950'erne og var med til at arrangere People's Festival Ceilidh i 1951, der blev annonceret som en aften med skotsk sang. Rounder Records udgav en optagelse fra den aften i 2005 med Hendersons hjælp. Tobar an Dualchais lægger nu optagelser fra skotske samlinger online.
Hvad du skal lytte efter
Ved bordet kan du lægge mærke til, om en sang fortæller en historie, markerer et sted eller holder takten til dans. Læg mærke til, hvordan en musiker introducerer den, for introduktionen er ofte der, historien ligger. Hvis en melodi har en rytme, der får din fod til at vippe, hører den sandsynligvis til danstraditionen; hvis ordene betyder mere end melodien, er du formentlig i ballade-land. Ingen af delene er bedre, og en god aften bevæger sig mellem dem.
Ofte stillede spørgsmål
Er en ballade det samme som en folkevise?
En ballade er en slags folkevise: en historie fortalt på vers. Folkemusik omfatter også danseMelodier og arbejdssange.
Skal jeg kende til skotsk musik for at nyde aftenen?
Nej. Booking-siden siger, at musikerne fortæller historierne bag sangene.
Hvor kan jeg høre originale optagelser?
Tobar an Dualchais giver online adgang til optagelser fra skotske arkiver, søgbare efter sang, historie og sted.
Kilder